



Besøg fra Rwanda
Emmanuel og Julien, der er to af initiativtagerne til arbejdet i Rwanda besøgte Danmark i forbindelse med showet og holdt åbningstalen i Vega lørdag den 6. juni.
Støt projektet
Ved at købe billet til Miss Africa Danmark 2009 var du med til at støtte projektet i Rwanda. Du kan også støtte direkte
Miss Africa DK i Rwanda
Støtteprojekt for Miss Africa Danmark 2009
Overskuddet fra Miss Africa showet bliver hvert år doneret til udviklingsprojekter i Afrika. I 2009 har vi valgt at støtte et projekt om traumabehandling i Rwanda, der udføres i samarbejde med medicin- og psykologistuderende ved universitetet i Butare.
Mellem ensomhed og fællesskab
Folkemordet i Rwanda, 1994, citeres ofte som ’det mest effektive folkedrab i det tyvende århundrede’. Udover at hærge landets økonomiske og sociale strukturer oplevede størstedelen af befolkningen vold, død og overgreb på egen krop. Tidligere gerningsmænd og ofre lever side om side, og til trods for at folkemordet officielt stoppede for snart 15 år siden, er det juridiske efterspil endnu ikke afsluttet.
Således spiller folkemordet stadig i dag en meget synlig rolle i den rwandiske hverdag, hvor man hver især kæmper med egne traumatiske oplevelser. Desværre har det nuværende sundhedssystem meget begrænsede ressourcer indenfor mental sundhedsområdet, både hvad angår finansielle midler og arbejdskraft. I Rwanda er der i øjeblikket én psykiater og få psykologer.
Mange børn mistede under folkedrabet deres forældre og udover den efterfølgende økonomiske og sociale utryghed og manglende skolegang, var mange af disse børn vidner til svært traumatiske begivenheder, hvilket idag betyder at mange, både børn og voksne, lider af Post Traumatisk Stress belastning, der bl.a. kan medføre angst, depression, aggression, søvnløshed og lign.
Miss Africa Danmarks projekt i Rwanda
Målet med projektet er at specialuddanne 40 rwandiske medicin- og psykologistuderende til at kommunikere viden om Post Traumatisk Stress belastning og lære børn og unge at håndtere forskellige psykologiske problemer. Herigennem kan man forbedre levevilkårene for forældreløse i Rwandas sydlige provins (sektorene Tumba, Matyazo og Huye).
De ansvarlige for projektets udførsel er den rwandisk organisation (MMHA) der har erfaring fra andre projekter omkring mental sundhed, mens det økonomiske ansvar ligger i Danmark hos det projekt (MHR - Mental Health Rwanda) som vi har valgt at donere vores overskud til.

