Hvordan taler du om Afrika?

Vi kender alle sammen til Afrikas storslåede natur og dyreliv. De fleste af os er også kede af altid at høre om nød og elendighed når talen falder på Afrika i medierne. Vi ved det er en del af virkeligheden, men vi må også søge nye måder at præsentere Afrika på.

Vi hører f.eks. ofte om børnesoldater og AIDS og vi må på ingen måde glemme disse problemer. Det er altid nemt at se problemerne, men den store udfordring for deltagerne er at finde balancen... At finde de positive historier og idéer frem. Vær med til at fortælle os noget nyt!

HVEM er Miss Africa Danmark?

Miss Afrika er ambassadør for mangfoldighed. Hun er med til at udbrede viden om Afrika og bygge bro mellem afrikansk og dansk kultur.

Miss Afrika har noget på hjerte, personlighed, udstråling og er et godt forbillede. Hun brænder for at gøre en forskel. Hun rummer både dansk og afrikansk kultur og inspirerer andre til det samme.

Ved audition søger vi hvert år en gruppe kvinder mellem 18 og 28 år -med forskellig afrikansk baggrund. Der er ikke fastlagt krav til højde, udseende mv., derimod er det vigtigt for udvælgelsen at deltagerne har en god portion selvtillid, udstråling og ikke mindst lysten til at fortælle andre om Afrika.

Miss Africa Danmark er IKKE en traditionel bikini- eller modelkonkurrence, derimod skal dommerne til finalen i Vega lægge vægt på at finde en god rollemodel, der kan fungere som kulturel ambassadør for Afrika i Danmark.

Ambassadør for Afrika i Danmark

Det er meningen at både vinderen og de andre deltagere i konkurrencen kan deltage i andre arrangementer og begivenheder hvor Afrika er på plakaten. Tidligere års deltagere har bl.a medvirket i en lang række arrangementer som konferenciers, gæstetalere og ved modeshows.