
Grace
Deltager i Miss Africa Danmark 2009
Grace er 27 år, kommer fra Gambia og har en far der stammer fra Nigeria. Hun kom til Danmark kort før sin 13 års fødselsdag sammen med sin mor, stedfar og lillesøster. Hun startede på en international skole og fortsatte efter 10. klasse med IBB-uddannelsen (International Business Baccalaureate), som er en engelsksproget udgave af HHX.
Grace deler nu sin tid mellem Danmark og England, hvor hun læser International Fashion Marketing. ”Det er en 4-årig bachelor uddannelse. Jeg er meget glad for det, da jeg interesserer mig meget for mode og jeg synes at marketing er utroligt spændende! Jeg er meget dedikeret og prøver at være målrettet med alt hvad jeg laver.”
Grace mener at andre nok vil betragte hende som lidt genert, men det betyder ikke så meget. ”Ofte skal jeg bare lige kende personen lidt før jeg åbner op.”
Grace sætter stor pris på den lille have hun har sammen med sin kæreste: ”Jeg tror interessen stammer fra min barndom i Gambia, hvor jeg sammen med mine kusiner holdt ferie hos min farmor. Hver dag stod vi tidligt op og passede haven. Vi vandede, luede og beskar planterne. Det var hårdt, men vi hyggede os med det og det gør jeg stadig.” For et par år siden var Grace i Gambia på studietur, men hun tænker ofte på det og er ved at planlægge en rejse sammen med sin kæreste.
Grace elsker at være sammen med sin familie og især sine 3 yngre søskende. ”Vi hygger os (og skændes) meget, jeg føler mig jo næsten også som en slags mor for dem. Jeg hjælper stadig min mor husarbejdet. Sådan er det jo i en stor afrikansk familie og det er dejligt at gøre tingene sammen.”


