Pigegruppen Saxo
Er du en pige mellem 13-18 år og har brug for en snak om f.eks. kriminalitet, stoffer, hash, problemer derhjemme eller på skolen kan man kigge forbi på Saxogade 111 og få en snak med pædagogerne eller en af de ældre piger der også er tilknyttet gruppen.
Se mere på www.pigegruppen.dk
Miss Africa møder Pigegruppen
Som Miss Africa Danmark stiller Catherine Gathoni gerne op når der er bud efter hende til begivenheder der handler om Afrika eller integration. I oktober 2008 modtog hun en invitation fra en pigegruppe på Vesterbro, der var meget interesseret i at møde Miss Africa Danmark og høre lidt om hendes meninger og baggrund.


En aften med pigegruppen i Saxogade
Pigegruppen er et projekt for udsatte og sårbare piger, de såkaldte 'vilde piger', i alderen 13 til 18 år fra hele Københavnsområdet. Det er et åbent og frivilligt tilbud, der via tillid, respekt og daglig kontakt skaber en fortsat dialog med målgruppen.
Mødet med pigerne var for mig, en af de mest interessante aftener jeg har haft som Miss Africa Danmark.
Piger i gruppen har masser af livsappetit, karisma og en god portion humor. Som deres jævnaldrene har de filosofiske overvejelser omkring livet, spørgsmål og undren over samfundets uretfærdigheder. Dog er de stillet overfor sværere udfordringer end andre af deres jævnaldrene. En af disse udfordringer går på at ’finde en plads i det danske samfund hvor deres identitet kan trives’.
Pigerne har forskellige religiøse og kulturelle baggrunde. Men trods dette oplevede jeg en stor åbenhed, tolerance og accept af forskellighed… en gensidig forståelse af retten til at være forskellige, som jeg også selv finder meget vigtig.
Jeg var glad for at kunne dele lidt af mine erfaringer hvad angår uddannelse og tanker om tilhørsforhold i det danske samfund på trods af skel mm.
Tak for invitationen og en rigtig hyggelig aften piger!
Kærligste hilsener
Catherine Gathoni
Miss Afrika Danmark 2008
Oktober 2008

